UTMB 2014


UTMB 2014 opture og kriser (Censureret for stærkt latrinært indhold).

Optur 1: km -0,075 – km 1 – Starten
Der er 5 minutter til starten går. Jeg står lige bag målportalen – 1½ meter bag hele eliten. Alle er samlet. Stjernerne. Bag mig står 2250 spændte trailløbere. Stemningen er intens – det regner og Chamonix sitrer! Nu skal mange måneders træning udløses – tænker på hvor mange timers træning, der tilsammen er lagt af de 2300 trailløbere, som nu står klar!
Havde på forhånd været meget nervøs for de mange folk i starten. Havde læst beretninger om, hvor kaotisk det var. Jonas og jeg boede med vores familier 8 km udenfor Chamonix, så vi var lidt spændte på, hvordan det skulle gå, om vi ville blive fanget i en flaskehals.
Vi var så heldige, at støde ind i en flink flok danske løbere dernede, som boede i lejlighed 75 meter fra starten. Der fik vi lov at komme ind og ”lade op” 3 timer før starten.
Mit startnummer (194) gav samtidig adgang til ”elite-startfeltet”, så omkring en 1 time før start gik jeg stille og roligt ned til starten og blev forsikret om, at jeg godt kunne vente lidt med at ankomme – så gik tilbage til lejligheden og lagde mig på sofaen. Lækkert.
Jonas skulle kæmpe lidt mere for det – men med lidt albuer og frækhed kom han også godt frem og havde en relativ uproblematisk start.

Krise 1: km 0 – km 75 – Botanisering”
Regnen står ned i stænger. Pandelamper i en lind strøm passerer fem meter væk på stien. Jeg sidder på hug blandt højt græs og nogle skralderkål lignende planter. Jeg har lige forladt det første bemandede depot i Les Contamines og det er 3 gang på turen jeg er ude at botanisere.
Humøret er ikke specielt højt. For første gang har jeg trænet målrettet mod et løb i over et halvt år. Al træning, konkurrencer og andet jeg har deltaget i – har været møntet på denne oplevelse. Og så sidder jeg her… 138 km tilbage…
Maven havde opført sig mærkeligt de sidste timer før start – og jeg havde tænkt, at det nok bare var nervøsitet, men det var ikke tilfældet – hvilket jeg havde fornemmet fra km 0.
Jeg forsøgte at tænke positivt – og fik det vendt til – at det jo sikrede at jeg ikke lagde for hurtigt ud. Jeg koncentrerede mig om at blive ved med holde mig til en energistrategi, som primært bestod af at drikke tailwind og supplerer op med, hvad jeg nu følte for. Helt tilfældigt fik jeg i et af depoterne smag for nogle gode barer fra overestims, som smagte rigtig godt. Jeg fik spist og drukket godt – til trods for at maven bestemt ikke var tilfreds med at få stoppet noget i sig. Jeg insisterede på, at det skulle den. Ganske langsomt blev det bedre og omkring Courmayeur var jeg ved at være ovenpå igen.

Optur 2: km 0 – km 168 – Flow
Du bliver god til det du træner. Nedløb har været mit fokus hele året. Og det gav pote – jeg formåede ikke bare at holde trit med de konkurrenter jeg lå sammen med – tilmed overhalede jeg folk på nedløbene. Det var sgu fedt! Først på det stejle nedløb mod Courmayeur begyndte jeg at kunne mærke lårbasserne – men de holdt hjem! Lækkert!

Krise 2: km 48 – Regnjakken
Der var på forhånd meldt ud, at der ville være udstyrstjek undervejs. Og det er der, og det er godt!
Jeg bliver anvist en bås, hvor der sidder en ældre dame, hun vil se min mobil, min ekstra lygte og min regnjakke. Jeg finder hurtigt telefon og lygte frem. Og regnjakken – den har jeg jo på.
Hun spørger efter regnjakken – og jeg siger stille og roligt, at den har jeg på.
Hun ryster på hovedet.
Jo, jeg har regnjakken på.
Hun ryster på hovedet.
Jo, det er en regnjakke, den har 10000 mm vandsøjletryk som foreskrevet- og ja, det er en regnjakke! Hun mærker lidt på den… Jeg insisterer på, at det er en regnjakke – og at den var godkendt på check in. Hun ser henover brillerne på en kraftig herre, som står bag mig.
Det er et ret intenst minut, (mit i min diplomatiske tilgang til uovenstemmelsen), kværner det i hovedet, at bliver den jakke ikke godkendt, så bliver jeg pillet ud af løbet.
Jeg ender faktisk med, knap så diplomatisk, at sige, at piller de mig ud af løbet, så har de et problem, for jakken er vandtæt, den er åndbar – men det er ikke en Salomon, en Northface eller et andet kendt mærke, men et lille østrigsk mærke ”Ziehner”, der primært lavet mtb-udstyr.
Jeg får lov at fortsætte… og de havde haft et problem havde de pillet mig ud.
(Løber jeg løbet igen uden en af de (kendte jakker) vil jeg sørge for at få et stempel eller andet, når den bliver godkendt ved checkin. Det her var lidt for spændende).

Krise 3: km 78 – Dunken
Jeg blander nogle gange mit tailwind stærkt i en dunk – 4 scoops til en halv liter. Pga. maven ville jeg dog have en dunk blot med 2 scoops, da jeg kom til Courmayeur. Derfor begyndte vi, (Bo supporter og jeg) at fortynde den ene dunk i depotet. Depoterne er steder, hvor man spilder tid – så jeg skulle hurtigt videre. Afsted det gik!
Courmayeur var meget stille og afmærkningen her var ikke prangende, (hvilket den ellers var alle andre steder på ruten). Så jeg luskede noget søgende ud af byen, men dog uden at misse ruten.
På vej ud af byen drikker jeg af den stærke blanding Tailwind. Det er fint – men vil lige skylde efter med den noget tyndere opløsning i den anden flaske. ”Shit” – jeg har kun en flaske med mig! I skyndingen har jeg glemt en flaske i depotet! Nej, nej, nej! Endelig var maven ovenpå – og så laver jeg sådan et nummer!
Det er rigtig skidt.
1. Der går ca. 7 timer før jeg ser Bo igen og det er meget utilstrækkeligt med kun en ½ liters dunk, da der er langt mellem depoterne.
2. Jeg basere meget af mit energiindtag på Tailwind – som er et pulver der skal opløses i vand!
3. Det er obligatorisk at medbringe minimum 1 liter vandbeholdere – så det betyder, at jeg kan få en straf, hvis det bliver opdaget – selvom jeg tænker det er rigeligt straf pt. at mangle en dunk.

Jeg forsøger at finde løsninger på problemet og kommer frem til følgende.
1. Jeg kan tage vand i kilderne/floderne, som jeg passerer, men desværre går ruten ikke så højt oppe, og ofte har jeg set køer på ruten – så det går nok kun at tage fra de helt små kilder jeg passerer – men det er en løsning, som dog kræver opmærksomhed og indeholder en del usikkerhed.
2. Jeg må selvfølgelig fylde tailwind i dunken ved alle depoter, men derudover supplerer op med depoternes indhold.
3. Jeg kan håbe på det ikke bliver opdaget eller jeg kan bekende kulør og se om jeg kan få en ny dunk ved næste depot….

Optur 3: km 86 – Dunken
Jeg ankommer til et lille depot ved RefugeBertone.
”jeg har tabt en drikkeflaske – har I evt. en ekstra?”. Snart bliver en ny dunk fremskaffet – og jeg dribler videre ud i mørket med ro i sjælen. Jeg overvejede kort, hvad jeg selv ville gøre, hvis jeg var løbsofficial og der kom en og spurgte efter en dunk… Jeg ville naturligvis fremskaffe en dunk – og bestemt ikke ”dunke” en tidsstraf ned i hovedet på en udslidt trailløber! Vi er der for hinanden!
Jeg takkede mange gange – kløede på – og fik faktisk ok tempo på et relativt fladt stykke, der nu kom og ved næste depot mødte jeg bl.a. Scott Hawker igen plus en asiat. Jo, nu var det faktisk sjovt at løbe trail!

sdfsdf

Trient

 

Optur 4.0: km 95 – km 168 – Naturen
Det har været en lang nat på mange punkter (Det var mørkt i 9 timer) – men det lysner  nu og et storslået landskab åbner sig med gletchere og sneklædte bratte tinder. Naturen skal bære mig igennem – og tænker på, hvor heldig jeg er, at jeg har mulighed for at bevæge mig sikkert og relativt ubesværet rundt om et af Europas største bjergmassiver – og endda blive passet op med lækre sager, klapsalver og godt selskab af ligesindede løbetosser.
Jeg er på vej mod et af de ”youtube” kendte pas: ”Grand Col Ferret”- endda et sted, hvor som jeg for år tilbage har passeret med mountainbike (faktisk en fantastisk nedkørsel med alle tiders flow). Jeg går op – jeg forsøger ikke engang at løbe. Holder et ok tempo uden at presse på. Jeg haler langsomt men sikkert ind på en englænder, som det skal vise sig, at jeg kommer til at følges med on/off indtil ca. km 145.
På vej op hænger en helikopter i luften over mig – og af en eller anden er det ikke irriterende med larmen, men gør det hele lidt mere storslået. Tror nok jeg ser mig selv, fra helikopterens perspektiv – og ja, trailløb er jo i høj grad selviscenesættelse.
Jeg kommer forbi englænderen på de sidste 100 meter og påbegynder mit nedløb. Benene vil stadig godt, men englænderen kommer op bagfra – han spørger om jeg har noget toiletpapir. Jo, har et enkelt stykke tilbage, som han får, (jeg har styr på mit ”shit” nu) – og jeg fortsætter ned af i morgenstunden – nedløbet er mudret og sjovt – tager den på røv og albuer et par gange – slår mig ikke – griner! Er mutters alene og har det godt! Krisen er væk, men kroppen er da ved at være slidt og der er usædvanligt langt til Fouly, hvor næste depot findes.

Optur 5.0: km 0 – km 168 – Det sociale.

Vi er i det her sammen. Trailløb er en social sport og ved et så langt løb er konkurrencen sat i baggrunden. De fleste kæmper for en god tid eller blot for at komme godt igennem. Man møder en masse undervejs, nogen snakker man med – andre følges man stiltiende med.
Jeg fulgtes en del med en rigtig flink New Zealænder, det var også hans første 100 miler – ud fra resultatlisten tror jeg det var Scott Hawker fra Team Hoka One One.
Et par andre gode følgeskaber var i starten Goran Lesjak fra Kroatien, som havde hjulpet mig med ruteforslag i forhold til min træningslejr i maj.
En rigtig flink amerikaner fra Scott Team – vi havde en fælles bekendt i Ian Sharman og han følte sig heller ikke flyvende – så vi havde nogle gode snakke, når vi mødte hinanden.
Sidste gang jeg hørte noget til ham, sad jeg på hug  og botaniserede op mod Col De La Seigne. Han kunne sikkert fornemme, at der sad en, der var lidt skidt, og råbte ind i mørket: ”Are you ok?”. ”Haha – I´ll survive” svarede jeg. ”Oh it´s you Denmark! I also feel sick!”, svarede han og fortsatte i rækken af pandelygter, der passerede.
Ordvekslingen var ikke stor, men mere skal der ikke til. Jeg følte, at jeg ikke var alene i mørket på bjerget, og at det bestemt ikke kun var mig, der led i mørket. Alle havde det hårdt.
Jeg mødte en del at ”stjernerne” undervejs – bl.a. Jezz Brag, Anton Krupicka, Rory Bosio og Timothy Olson, som så noget skidt ud lige udenfor Courmayeur. Vi udvekslede lidt korte bemærkninger – jeg klappede ham på skulderen og fortsatte op i mørket. (Han udgik senere – fornuftig beslutning).
Mod slut fulgtes jeg også med Nuria Picas, som jeg kender fra en ”MS arbejdslejr”  i Ry mange år tilbage. Vi havde det begge skidt og vi kunne gå og snakke lidt, og jeg kunne opleve, lidt af stemningen fra alle hendes catalonske fans.
Min egen strategi var også, at holde mit eget tempo. Der måtte kun gå konkurrence i løbet på det sidste bjerg. En strategi jeg holdt igennem løbet (næsten) – og jeg undgik stress, når jeg blev overhalet. Man har sit grundtempo, og man skal virkelig passe på med at presse på og så er det bare bonus, at man ind imellem har nogle at følges med. (Men jeg kan nu også godt lide at løbe alene).

Optur 6.0: km 139 – km 145 – Runners High
Så kom der hul igennem. Jeg er flyvende!  Benene, som ellers ikke har været specielt velsmurte – fungerer pludseligt!
Springer som en anden bjergged ned af bjerget, og slår følgeskab med en finne. Flowet er fantastisk ned ad bakken, jeg lægger mig bag ham – og slipper for koncentration, da jeg blot placerer mine fødderne, som han gør. Sætter ham på det sidste stykke ned mod Trient. Hurtigt gennem depotet og videre mod mål, nu er der ikke langt igen. Fanger hurtigt englænderen på bakken – og kan længere oppe af bakken se et par trailløbere til. Jeg tænker på tiden – og at jeg sagtens kommer under 25 timer. Jeg har det godt – jeg flyver jo afsted! Allez Allez! Courage! Tjuhej, hvor det går…

Krise 3: km 145 – km 160 – Udsolgt!
Bang – luften går af ballonen. Der er udsolgt. Jeg føler mig overophedet, dehydreret og den mindste anstrengelse resulterer i kvalme og svimmelhed. Dingler ned af det alt for stejle nedløb til Vallorcine, hvor sidste depot venter – Bo, Niels, Anna, og mine forældre venter – klædt i rødt og hvidt. Jeg tænker, at jeg må prøve at mande mig lidt op. Er i en ynkelig forfatning. Holder fast i bordet for ikke at dingle alt for meget i depotet… Smider min undertrøje, forsøger at hælde ekstra meget væske i kadaveret – og forlader depotet gående. De 19 km hjem virker uoverskuelige! Jeg mangler den mentale styrke til at klemme balderne sammen – eller gør jeg? Hvor ringe har jeg det egentlig? Er det her forsvarligt? Det er vel relativt – men jeg havde dummet mig – mit runners high havde slået bunden ud af mig… Dumt, at begynde at sætte tempo på med 28 km igen… dumt!
Tilmed er stien helt flad – men jeg kan ikke løbe.
Tiden løber.
Jeg går!
Tiden render fra mig…
Jeg går
Og så kan det sgu også være lige meget!
Nuria kommer op bagfra – hun har det også skidt. Vi går sammen og snakker. Jeg har totalt mistet gejsten. Finnen overhaler os – prøver at hive os med – men jeg må opgive at løbe.
Forsøger at køle mig ned – dypper kasketten i vand, hvergang vi passerer en flod. Udsolgt. Vi kommer ind på sidste bjerg – endelig går det opad… To løbere går forbi… Jeg får vand af nogle vandrere… Uendeligt lang mod mål og forbandet stejlt og teknisk…. Skal bare til sidste depot ved km 156 – men der er lang vej til det depot – en lang og stenet vej og min koordination er rigtig ringe på det her tidspunkt og kampgejsten på et minimum. Jeg forventer en tid på lige under 26 timer – sidste depot lader vente på sig… øv…

Optur 7.0: km 160 – Finalen.
Endelig kan jeg se depotet. Jeg er ved at være kommet ud af krisen og kan så småt lunte uden at kvalme og ubehag spidser til. Ved depotet står der, at der er 8 km hjem… Troede der var 12 km hjem fra sidste depot… Jeg har 42 minutter – og tænker, at nu skal jeg sgu forsøge at nå under 25 timer. Det viser sig dog, fortsat, at stien er ret teknisk – og da jeg først har været ved at falde på næsen et par gange – vælger jeg at tage den sikkert ned – ville sgu være dumt, at falde her!
Jeg bander efterhånden stien langt væk – ikke mere trail, ikke mere singletrack – jeg vil i mål! Bander også over mig selv, at jeg ikke har sat mig ind i afslutningen – og hvor langt der er igen på den her sti, hvor tempoet er latterligt lavt…
Jeg kommer ud på en grusvej og giver den gas… snart er jeg nede i Chamonix og løber en lille sløjfe ind i byen. Der bliver heppet og hujet og jeg får masser af high fives. En bette purk med en stor blå kasket, ser på mig med store øjne – han rækker hånden frem og jeg kvitterer med et forsigtigt klem.

På vej mod mål

På vej mod mål

Det er en fed fornemmelse, at løbe over målstregen. Nu kan jeg slappe af!
Jeg kommer nok aldrig til at opleve den glæde som nogen har, når de passerer mål. Det er klicheagtigt, men det er for mig, alt det mellem start og mål, der udgør løbet. Men det er fedt, at det er overstået! Evalueringen er for længst startet i mit hoved.
Jeg bliver taget godt i mod og passet og plejet. Jeg har tilsyneladende lavet et eller andet tåbeligt med min højre fod, (som f.eks at løbe 168 km omkring et bjerg), for da jeg har været i mål i 5 minutter kan jeg ikke støtte på højrefod. Den dunker, er varm og meget hævet op… Nå, pyt med det. Får en stol og sætter mig besværet ned – fordøjer indtrykkende. Nyder at der er overstået, får cola og pizza – og øl. Og venter på at Jonas snart kommer over målstregen.

Endelig i mål ;-)

Endelig i mål 😉

Tusind tak til Hanne og Flemming (Jonas forældre)og Tina for god opbakning undervejs, til mine forældre for at heppe. Til Niels og Anna for at lege roligans og peppe mig op i løbet af lørdagen! Og kæmpe tak til Bo for suveræn support undervejs! Det betyder virkeligt noget, at se nogle venner undervejs – og det bliver hurtigt små delmål, at nå frem til næste depot, hvor der er support. Tak til Jonas for at dele forberedelserne med mig.

Hvad var jeg rigtig glad for:
+ Support – det er naturligvis en praktisk hjælp, som giver lidt strategiske muligheder med lys og påklædning – men i endnu højere grad en mental hjælp, da man får endnu flere delmål. Dejligt at se velkendte ansigter undervejs!

+ Udstyrvalg og energi

+ mentalt at komme godt igennem 70 km med mavekramper.

+ min præstation frem til Vallorcine – havde løbet stoppet her – så havde jeg spillet de kort jeg stod med på startstregen perfekt – men løbet slutter jo ikke før målstregen – og jeg sad tilbage med Sorte Per…

Hvad er jeg bestemt ikke tilfreds med:
– Havde ikke lagt strategi for, hvordan jeg ville spise inden løbet. Tror jeg kom til at foræde mig – og deraf maveproblemer de første 70 km… Dumt, dumt, dumt!

– Runners high – bliver grebet af stemningen og urutineret sætter jeg tempo på, for blot at gå død kort tid efter. Får man pludselig masser af energi inde i et løb, vær glad – men øg ikke tempoet voldsomt!

– Mangler rygrad mod slutningen – måske hænger det sammen med manglende rutine på så lange distancer. PT. længste løb ud i et var 93 km.

– Tage for nonchalant på ruten på forhånd. Løb ofte i ”blinde”, da jeg ikke havde nogen højdeprofil eller lignende med mig – og samtidig målte mit ur for få km…


Udstyrsnørderi:

Sko: Puregrit 3.0 – perfekt og ok greb i de til tider svære forhold. Dog noget mærket i højre fod…
Sokker: Løb med 2 sokker – Inderst kort Plussock Running Stimulation og yderst Plussock medium compression.
Fungerede fint, og undgik vabler – udover lidt på tæerne. Mine tånegle ser dog ikke for gode ud…
Undertrøje: Gammel lækker Gore undertrøje – den plejer at bringe held…
Tshirt: Salomon ultra trail tshirt – OK
Underbukser: Craft – blev sgu lidt rød…, men mon ikke der var en grund til det.
Tights: Gamle ¾ tights fra Salomon – primært for at leve op til udstyrskrav om at kunne dække hele benet.
Buff: Thy trail marathon buff
Kasket: Gripgrab – kom på, da solen brød frem!
Løse ærmer: Gripgrab: Fik dem i depotet i Les Contamines efter 30 km og smed dem først igen ved km 145. Geniale til at regulære temperaturen om natten!
Vindvest: Montane Minimus – ok – fungerer godt sammen med løse ærmer.

Rygsæk: Ultimate Direction – Scott Jurek-modellem – lige akkurat plads nok til det hele. Sad godt og det passer mig godt med flasker foran. Let og overskuelig at pakke – og nemt at finde sine ting.

Pakket i rygsækken. (obligatorisk udstyr):
Regnjakke: Ziegner – damejakke. Perfekt og superlet og købt billigt. Havde den på ca. 4 timer i løbet af natten. Ulempe. Officials havde svært ved at acceptere den.
Regnbukser: Salomon Bonati – havde dem ikke på.

Handsker: Inderst: Grib Grap Running Ultra Light kombineret med rengøringshandske i latex for at leve op til kraet om vandtæthed. Fik ikke brug for handsker undervejs.

Undertrøje min. 180 gram.
North Field svedundertrøje: Kom ikke i spil, da det var en relativ lun nat.

Telefon: En gammel let nokiamodel.

Førstehjælp: 1 meter af det obligatoriske tape plus alutæppe

Lys: Gemini Duo – plus en petzl nao som backup. Fik Geminien i Les Contamines for at sikre, at jeg ikke løb tør for batteri på Nao. Og havde ikke fået testet Nao ordentlig. Geminien fungerer super – og er meget funktionel. Ved depotet i Champex byttede jeg de to store lygter ud med to små petzl lygter – da jeg jo ikke skulle bruge mere lys, men blotleve op til kravene for obligatorisk udstyr.

Energi: Primært Tailwind – suppleret op med matador-mix, suppe, lidt brød og energibarer.

Ur: Suunto Ambit 1. Satte uret på trekking mode for at sikre batteriet holdt hele vejen. Det gjorde batteriet, men uret er noget upræcis på distance, hvilket kan være meget demotiverende. Tilgengæld passede det på højdemeterne! 9574 meter klatring stod den på – officielt er der 9600 højdemeter!

 

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *