Løbsrapport – Vietnam Mountain Maraton 2014


Vietnam Mountain Marathon 2014

Jeg er på vej mod rutens højeste punkt i ca. 1780 m. Ironisk nok er der her placeret en stor losseplads, hvor Sapa´s renovation ender. Jeg er kommet ud på et stykke vej, som stiger jævnt, og hvor det normalt ikke burde være alt for hårdt at holde sig løbene. Men tingene er lidt anderledes i dag. 3 uger efter UTMB mangler jeg virkelig det ekstra gear, som gør det sjovt og nemt at løbe opad.
Jeg venter på, at mine to forfølgere skal komme op til mig. Har ubevidst spekuleret på en eller anden smart kommentar, som jeg vil fyre af. Har forberedt mig på bare, at lade dem cruise forbi. Jeg så dem i bunden af stigningen. Vurderede at jeg max. havde 3-4 minutter. De så stærke ud.

Carsten Nøhr Nielsen havde taget familien med og de var repræsenteret på alle tre distancer. Carsten løb 70 km, Louise 42 og Rasmus 21 km. Løbet er støttet af den danske ambassade og DK var godt repræsenteret blandt de mange nationaliteter. Foto: Louise Damgaard Nielsen

Carsten Nøhr Nielsen havde taget familien med og de var repræsenteret på alle tre distancer. Carsten løb 70 km, Louise 42 og Rasmus 21 km. Løbet er støttet af den danske ambassade og DK var godt repræsenteret blandt de mange nationaliteter. Foto: Louise Damgaard Nielsen

Jeg ved, at mit forspring udelukkende er bygget op omkring de glatte nedløb og de fantastiske mudrede sektioner. Jeg havde fået hul på første nedløb, hvor jeg i kamikazestil i mørket lod mig glide ned af en stejl algebeklædt betonsti. Ikke en teknik jeg har brugt før, men vældig effektiv!
Jeg kigger mig tilbage, men kan ikke få øje på dem. Tilgengæld kommer der en bus bagfra. Det er bussen med alle marathonløberne, som skal starte lige under toppen. Der er en hujen og en klappen. De skulle bare vide, at mine tanker er cruiset på, at stå af på toppen. Mangler drivet og energien.
Jeg får tanket op ved checkpoint tre lige før toppen. Ser mig tilbage igen. De er ikke at se. Jeg glæder mig til næste sektion, som går ned gennem et stykke jungle og fortsætter rundt om bjerget – lidt op – lidt ned og med fantastiske udsigter og et spor jeg ved normalt er mudret. Morgenens regn og typhonen tidligere på ugen har sikkert ikke gjort sporet mindre mudret. Jeg begynder nedløbet gennem junglen og føler mig igen frisk – det er sgu sjovt det her! Hele tiden skal man være koncentreret for ikke at sætte sig på halen – det går godt og jeg formår at holde et godt flow nedad og hike modbakkerne i godt tempo!
Jeg mangler nu blot 35 km og tankestrømmen er vendt til det positive. Jeg er her for at have det sjovt og nyde turen! Og det gør jeg til fulde resten af turen!
Holder mit eget tempo uden at tænke på konkurrencen. Giver den fuld gas (så meget som jeg tør) nedad, forsøger at holde tempo på det flade og så bare tage den med ro opad – og ofte ender det med powerhiking – mangler simpelthen den sidste energi opad.

Rasmus, som gik på Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole sidste år, nappede sgu 3 pladsen på ½ marathon distancen. Hans gode fysik og ikke mindst teknik fra orinetringsløb hjalp ham godt - på den brutale ½ marathon!

Rasmus, som gik på Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole sidste år, nappede sgu 3 pladsen på ½ marathon distancen. Hans gode fysik og ikke mindst teknik fra orinetringsløb hjalp ham godt – på den brutale ½ marathon!

Ruten er anderledes i år – der er lagt endnu mere trail ind og det er bestemt ikke de lette spor, der er kommet til. De rød/hvide plasticstrimler guider os gennem svinestier, mudderhuller, rismarker, floder, små hjem – ja, der er virkelig kredset for ruten, som virkelig er udfordrende og holder tempoet nede. Sikke en løbeoplevelse!
Som afslutning venter jordens hårdeste halvmarathon. Der er lagt et ekstra bjerg ind. Jeg er ved at koge over, og har nu igen fokus på, at det sgu ku være fedt at komme først over stregen for andet år i træk. Men koger virkelig nu – og skal arbejde hårdt mentalt for ikke, at begynde at gå på de flade stræk. Solen er kommet op og jeg kommer til sidste checkpoint og mangler nu bare 8 km, 450 meter stigning, 400 meter nedløb og 3 km fladt. Ronnie, (løbslægen), står ved sidste depot. ”Bliv ved med at drikke”, instruerer han. ”Du har ca. 5 min forspring – de andre ser også trætte ud”.
Jeg har luret, at det er en stejl stigning, der venter. Det passer mig fint, har ikke energien til at løbe op af de jævne stigninger alligevel.

Ganske rigtigt! Lige efter depotet går det lige op i himlen. Fantastisk hårdt, varmt og en megafed afslutning. Der er enkelte steder hængt tove ud, som man kan bruge til at trække sig op. Jeg overhaler en del ½ marathonløbere – og kommer om ved John Nielsen – den danske ambassadør i Vietnam. Vi bliver hurtigt enige om, at Asger (løbsleder) er en sadist – og at det i hvert fald ikke var nogen af os, som havde sagt sidste år, at ruten ikke var hård nok!
Asger sidder 1 km før toppen – der er et lille vandfald, hvor jeg hurtigt køler mig ned og løber videre mod toppen. Jeg er ret sikker på, at jeg har holdt et godt tempo opad – og stigningen var tilpas stejl til, at forfølgerne ikke har kunnet tage tid på mig.
Det sidste nedløb er stejlt, men lige tilpas til at man kan holde et rimeligt tempo – jeg lader mig pace af ½ marathonløbere og overhaler en del. Har en lidt heftig udskridning. Fortsætter det høje tempo. Det begynder at svie i lårene. Kan mærke syren og varmen sætter sig. Bliver ved med at drikke. Snart er jeg nede på vejen og mangler blot 3 km flad vej. Hader flad vej – og mentalt drænet og fysisk helt kogt op i varmen. Efter at have kigget tilbage over skulderen – går jeg et par gange, mens jeg suger det sidste tailwind ud af dunkene.
Opløbet venter – jeg får det danske flag stukket i hånden og løber de sidste 300 meter ned mod Ecolodgen. Jeg kom sgu igennem! Er hammerstolt! Jeg har spillet kortene perfekt og sjældent har jeg været mere glad for at gennemføre et løb end det her.

Podiet - storslået cermoni i Sapa´s City Hall. Foto: Carsten Nøhr Nielsen

Podiet – storslået cermoni i Sapa´s City Hall.
Foto: Carsten Nøhr Nielsen

Efterskrift:
Sidder på Topas Ecolodge og nyder en kop kaffe. Det er morgen – anden dagen efter løbet. Lårene er mærket efter nedløbene. Storetå neglene er virkelig hærgede og falder vist af inden længe. Har slet ikke mærket noget til svangseneproblemerne, som næsten holdt mig fra at starte. Har lidt ondt i senerne ovenpå fødderne. Men ikke alvorligt håber jeg – heldigvis! Kroppen trænger til en ordentlig restitution og rolige træningsture. Reelt var det blot min 3 tur efter UTMB – og med ømme svangsener inden start, havde jeg frygtet, det skulle lige så smertefuldt som sidste år, hvor jeg måtte humpe ned af bakkerne og beskytte min ene hæl mod stød. Sådan gik det heldigvis ikke.
Det var en fantastisk løbsoplevelse og en umådelig fed rute – overvejede da jeg var derude – om den var for hård? Om alle løbere syntes det var fedt? Men i målområdet, når man så løbere kæmpe sig i mål – stolte og glade, som jeg selv, over at have gennemført en så hård, smuk og oplevelsesrig udfordring og for manges vedkommende i et meget anderledes og eksotisk område af verden – så er jeg ikke i tvivl om, at ruten er lige, som den skal være!
Som Asger sagde inden løbet: ”If you don´t find this route though – then I don´t know what to do”.

Jeg vil lige takke mine få, men flinke sponsorer:
Tailwind – det funkede sgu bare – supplerede op med 1½ energibar – ellers drak jeg al energi, som var medbragt i små ziplocks.
Plussock – Våde sokker og mudder fra start til slut – ikke en vabel! Brugte calves efter løbet – ser dumt ud, men virker!
Gripgrab – Nok ikke lige gripgrab vejr, men kasketten bringer held!
Runners Corner – tøj og god karma!

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *