Tailwind og Hammer Trail


Jeg løb jo Salomon Hammer Trail med Tailwind. Jeg fandt produktet sidste sommer, men på daværende tidspunkt var der ingen forhandling i EU, så jeg droppede at betale mange mange penge i forsendelse fra USA.

2014-04-30 15.15.11

Personlig hilsen fra Tailwind

Havde regnet ca med 12 timer til løbet, så havde på forhånd blandet 3 x 4 timers poser, baseret på ca 250 kcal/time. Dvs. min plan var at blande en stærk blanding i min front flaske, og så drikke det og supplere med rent vand. Den taktik fungerer fint med Hammer Perpetuem og gør det muligt at blande energidrik til adskillige timer i en alm. 600-750 ml flaske. Normalt er jeg tilhænger af kun at bruge gennemtestede løsninger på “race day”, men til Hammer Trail blev jeg nødt til at teste Tailwind, da det er min plan at bruge det til et 100 miles løb i USA om 4 uger – og da jeg først lige havde fået produktet hjem fra Sverige nogle dage før Hammer Trail, havde jeg ikke løbet med det før. Så det var et sats af den slags man normalt ikke skal gøre 😉

Mit problem med Perpetuem er at det ikke kan holde til at blive blandet op på forhånd (+ Perpetuem officielt ikke har elektrolytter i), så det gad jeg ikke rigtig til de 100 miles hvor jeg tænker at blande energi på forhånd. Mange brugere af Perpetuem i USA er gået over til Tailwind, så jeg tænkte at det skulle have et forsøg, og hvorfor så ikke til 12 timers klippe-løb på Bornholm…
Jeg blandede den første 4 timers flaske inden løbets start, og fandt så ret hurtigt ud af (efter et par km), at det simpelthen var så koncentreret at det var for sødt. Forestil dig at drikke ren honning… Jeg overlevede de første 4 timer ved at drikke den søde drik og så hurtigt tage noget ren vand fra vandblæren på ryggen. Efter første omgang som jeg løb kontrolleret på ca 3.45, og hvor jeg efterfølgende lå i pitstop i alt for lang tid på grund af en forkølelse (der er heller ingen grund til at gøre det for nemt…) blandede jeg det lidt mere tyndt, og så var det straks en helt anden sag. På de 13 timer jeg endte med at bruge på de 50 miles, havde jeg på intet tidspunkt problemer med tunge ben (hvor utroligt det end lyder), kramper el lign, og jeg havde stadig lyst til at drikke løs af energidrikken bagefter. Det eneste jeg tog ekstra undervejs var ca. 1 pille Hammer Nutrition Anti Fatigue (måske placebo men det virkede også godt) i timen, et par håndfulde peanuts i depoterne, et par glas Coca Cola i depoterne, et par kopper kaffe og ½ smurt rundstykke efter 9 timer. Jeg synes stadig jeg havde OK ben på sidste omgang (hvor jeg vel overhalede ca 10 løbere som havde overhalet mig mens jeg lå i pitstop) og det tror jeg bl.a. skyldes at energiindtaget undervejs var så stabilt som det var. Jeg spiste ikke een eneste af de Cliff Shots jeg også have med i reserve, og heller ikke nogen geler af nogen slags. Jeg løb med Lemon smagen, og den smager lidt a la Nectar Fuel (som også fungerer rigtig godt og smager godt).
Til 100 mile løbet er det min plan at lave nogle meget koncentrerede små flasker med ca 1 skefuld (27 gr = 100 kcal) Tailwind til 1 spsk. vand. Det kan vist godt lade sig gøre at blande det sammen til en flydende masse, som man så kan putte ned i en flaske eller i vandblæren. Så slipper man for pulver etc og kan hurtigt komme ud af depotet igen uden at være klistret ind i energipulver
Tailwind findes også med koffein, men den svenske distributør har ikke noget på lager af det, og det kommer nok ikke før om et par måneder. Rygterne siger desuden at Tailwind er på vej med en dobbelt så koncentreret udgave – sådan som jeg forstår det, vil 27 gr. energipulver så indeholde 200 kcal. Synes det lyder af meget, men de amerikanere kan jo nogle gange nogle tricks
Disclaimer: Jeg har betalt normal pris for den sending jeg har købt, og fik et par ekstra smagsprøver med UB som jeg så har delt lidt ud af 🙂

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *