Bryce Canyon 100 Mile


Løbet

Bryce Canyon 100 miles løbet foregår som titlen antyder, lige udenfor Bryce Canyon nationalpark. Løbets samlede stigning er ca 5700 højdemeter og langt det meste af løbet foregår over 2400 meters højde og mere end 20% over 2750 meter.

Bryce Canyon 100 Mile ruten med depoter

Ca. 75% af løbet er singletrack, og mit bud er at ca 20% er på ATV spor (dvs. en slags “dual-track”) og jeg husker at vi løb ca 4 km ialt på noget der mindede om asfalt. Resten var på grusveje. Altså – mange højdemeter i et lækkert halvteknisk terræn i tynd luft – spændende cocktail 🙂
De karakterisike hoodoo'er i Bryce Canyon

De karakterisike hoodoo’er i området omkring Bryce Canyon – her ca. 30 miles inde i løbet og taget fra 2750 meters højde

Højden var eet af de elementer som jeg var mest nervøs for. Jeg havde ikke de store problemer med højden under Swiss Alpine i 2012 og 2013, hvor man rammer ca 2700 meter på det højeste punkt – men her i Bryce, foregår rigtig meget af løbet i denne højde.
Højdeprofil for Bryce Canyon 100 Mile 2014

Højdeprofil for Bryce Canyon 100 Mile 2014

Mængden af højdemeter skræmte mig egentlig ikke så meget, da de er meget spredt over løbet (modsat eksempelvis Swiss Alpine som er koncentreret om een lang stigning og derefter næste 20 km nedløb), og dermed minder meget om de bakker jeg normalt træner i (omend vi ikke helt har den tynde luft i Ry :-)). Det skulle også vise sig at holde nogenlunde stik, for de længste stigninger (som var op til ca. 300 højdemeter op/ned) tog jeg i bedste powerhike-stil med godt brug af stavene, og den tynde luft sørgede for en naturlig lav intensitet 🙂
Las Vegas er andet end casioner - her er det starten på La Madre Loop - et superfedt spor ca 20 miles udenfor byen i området Red Rock Canyons

Las Vegas er andet end casioner – her er det starten på La Madre Loop – et superfedt spor ca 20 miles udenfor byen i området Red Rock Canyons

Vores vej til Bryce Canyon gik fra Los Angeles, via Las Vegas, og over Zion National Park og Grand Canyon North Rim, så hele ugen op til løbet havde vi være i +1000 meter, og flere nætter over 1500 meter. De sidste 2 nætter var vi på campingpladsen i Bryce Canyon City, og da den ligger omkring 2300-2500 meters højde, fik jeg en nogenlunde tilvænning til højden.

På dagen

Dagen før var stort set gået med at pakke dropbags og gøre energiposer klar, så det eneste der stod på min to-do liste om morgenen var: vågn op, drik kaffe mens du går i bad, spis morgenmad, tag tøj på 🙂 4.30 ringede vækkeuret og det var tid til at komme igang. En stor skål grovvalsede havregryn, en BeetIT skyllet ned med en kop kaffe og 4 Hammer Nutrition Anti-Fatigue piller, og så var jeg klar.
Shuttlebussen til startlinien gik lige udenfor campingpladsen, og allerede på vej mod den faldt jeg i snak med de første løbere – det skulle blive meget typisk for resten af dagen. Da jeg havde taget et par hvide CEP strømper med Dannebrog på, var det ganske tydeligt for de fleste at jeg var “The Dane”. Det var fra min side helt bevidst, for på den måde var jeg sikker på at komme i snak med nogen ude på ruten, og derigennem få den sociale oplevelse med som jeg lægger stor vægt på, og som er med til at få fokus på andet end hvor ondt det gør og hvor hårdt det kan være.
Klar til start - ca. 30 timer venter forude ;-)

Klar til start – ca. 30 timer venter forude 😉

Ved starten var der hurtigt en der kunne genkende Salomon Hammer Trail buff’en, og det viste sig at være Ken fra San Francisco som havde løbet Trans Gran Canaria med Moses Løvstad og Thure Kjær. Lidt inde i løbet kom jeg i snak med en schweizer, som havde løbet PTL med Kim Rasmussen og Jakob Vesterlund – sådan er verden så forunderligt lille. Overvejede et kort øjeblik om det var klogt eller ikke at dem jeg løb med var rutinerede ultraløbere med flere 100 miles (og længere) løb på samvittigheden, men blev enig med mig selv om at så længe jeg løb uden at blive forpustet (havde ikke pulsbælte på) var det det rigtige tempo.

Tonsvis af hoodoo’s

Allerede efter ca 2 km på en dårligt asfalteret grusvej drejede vi ind i skoven på den fedeste singletrack med masser af switchbacks. Tempoet var fint og alle power-hikede opad og løb ligeud og ned. Efter et lille stykke tid kom vi ud til det mest spektakulære scenarie – masser af gule og røde klipper, bløde bakker og tonsvis af hoodoo’s. En hoodoo er de stenformationer der dannes når vandet, nattefrosten og klipperne har kæmpet med og mod hinanden i millioner af år, og er et imponerende syn. Det skulle så vise sig at det blot var starten på de næste 30 timers bombardement af vilde naturfænomener.
Jeg havde egentlig planlagt ca 3 timer til det første depot efter 16 km, men pludselig var vi der og der var kun gået 2 timer. Man bliver checket ind, og depothjælperne finder ens dropbag frem, og så er det ellers med at rubbe neglene og få fyldt væske, energi etc på. Første depot var overstået på ca 10-15 min og så gik det ellers videre. Så småt begyndte solen og dermed varmen at få fat.
Stort udvalg ved depotet ved Straight Canyon - 40 og 60 miles.

Stort udvalg ved depotet ved Straight Canyon – 40 og 60 miles.

De næste mange timer gik med en kombination af trail-talk om Danmark og vores højeste “bjerg” på 450 fod, scenic views med fotografering, løbe, powerhike, depot etc. Mine stave havde jeg lagt i det andet depot som var lige før de første seriøse stigninger begyndte, men jeg brugte dem stort set ikke før fra omkring 50 km. Men fra da af, blev de til gengæld også nogle af mine bedste venner på de sidste 110 km 😉

Mine nye venner

Efter måske 6-7 timer, begyndte jeg at mærke lidt irritation og smerte fra begge mine lilletæer, men jeg ignorede det og tænkte at det ville jeg først kigge på ved vendepunktet efter 50 miles. Rookie-mistake nr 1 var hermed en realitet. Jeg ved godt at man skal tage vabler seriøst allerede når de begynder at komme, men da jeg aldrig (og jeg mener aldrig) har haft vabler i de sidste 4 år, udskød jeg problemet og bed smerten i mig. Det skulle senere (ved 50 miles depotet) vise sig at mine strømper var totalt fyldte af noget meget fint sand, og specielt ved lilletåen havde det givet en fin stor vabel på begge fødder.
Pænt beskidte tæer - og vabler - efter 50 miles...

Pænt beskidte tæer – og vabler – efter 50 miles…

Jeg løber altid længere løb (20+ km) med 2 par strømper – enten Injinji Liners inderst med CEP kompression udover eller Injinji kompression og med Teko yderst, men det tørre sand kunne de ikke klare. Måske var jeg reddet hvis vi havde været igennem noget vand undervejs men alle floder vi passerede var udtørrede…
Det gav virkelig et dyk i motivationen at sidde kl 20.30  lidt hurtigere end de planlagte 15 timer på første halvdel, og vide at jeg havde mindst 15 timer og 80 km tilbage i selskab med mine 2 nye ikke særlig gode venner. I depotet havde de ikke rigtig noget forstand på vabler, og jeg var heller ikke så rutineret – heldigvis sad der en fyr ved siden af mig som jeg havde snakket lidt med før på ruten. Det var Jorge fra Boulder, Colorado – en halv-rutineret argentiner, som havde et utal af ultraløb på bagen. Han havde lidt salve og jeg fik vablerne punkteret, og selvom det gjorde pænt ondt, så fik jeg et par nye Injinji sokker på (prøv lige det en dag – tåsokker udover 2 hævede lilletæer med vabler på…. fy for…) og et par friske CEP udover. Jeg har løbet meget i Altra Olympus (se dem i funktion i nogenlunde samme terræn som Bryce: http://youtu.be/2P88dMsvnZs) i Danmark de sidste par måneder for at vænne mig til denne nye sko (meget plads til tæerne, meget støddæmpning og zero-drop), og jeg havde købt et par helt nye til levering i USA (Altra er iøvrigt fra Utah hvor løbet afholdes, og løbet blev vundet af en Altra løber – Zac Marion). Jeg ved udmærket godt at man lige skal løbe et par nye sko til, men jeg har tidligere haft gode erfaringer med at løbe langt i helt nye nye sko, og da jeg ikke tidligere havde haft nogen problemer med vabler, turde jeg godt bestille et par helt nye sko, og løbe de sidste 80 km af løbet i dem… det skulle så vise sig senere at det ikke var den bedste idé. Heldigvis havde jeg bestilt dem et ½ nummer større, så nu var der både bedre plads til fødder, tæer og de nye vabler jeg fik undervejs 😉

Halvvejs…

Nå – nu var jeg jo halvvejs, og det var tid til at få “nattøjet” på og komme hjemover. Jeg havde pakket en nat-pose og havde det ikke været for min todo-liste (som var skrevet på ziplock posten i dropbag’en), var depotbesøget endt i kaos. Udover at skulle skifte tøj, fylde energi etc på, så skulle jeg også lige sikre mig at jeg fik lidt strøm på uret og telefonen, checke om jeg skulle skifte løbevest (jeg havde taget 2 ekstra løbeveste med i dropbag for en sikkerheds skyld), vælge om det skulle være et par 3/4 lange Gore Ultra Run XO eller lange CWX Endurance Generator. Da de havde varslet frost om natten, valgte jeg de lange, og det skulle vise sig at være et klogt valg. Jeg fik AyUp lampen og Montane Minimus jakken på, og afsted fra depotet ca 21.10 – få minutter før lygtetændingstid.
Klar til de sidste 50 miles - og 19 timer skulle det vise sig...

Klar til de sidste 50 miles – med nye sko – og 19 timer foran mig skulle det vise sig…

Motivationsboost

Da jeg jo var noget demotiveret (for første gang i løbet) over de nye venner på tæerne, var det fantastisk at få en lille opbakning “hjemmefra”. I dropbaggen lå nemlig et brev fra konen sin og 2 dejlige tegninger fra ungerne. Den store havde tegnet ruten og havde endda tegnet en hoodoo på, og nogle af de kloge ord fra konen lød bl.a. “…det er kun een nat, men et minde for livet…”. De ord og tegninger, kombineret med at jeg for første gang “fik lov” til at sætte noget musik på (jeg havde gemt musikken til vendepunktet), fik mig afsted. På med Enter Sandman med Metallica og så kæmpede jeg med vablerne de første par km på det meget tekniske singletrack op imod samme depot som vi lige havde været på – depotet ved Pink Cliffs.
Det gav lidt styrke at hilse på 50 og 100 miles løberne der jo kom modsat og var på vej hen imod vendepunktet. På vej opad stigningen mod depotet mødte jeg Jorge igen, og jeg fik takket ham endnu engang for hjælpen og vi faldt i snak. Han var vant til bjergene i Colorado, og kunne fortælle mange historier – bl.a. om hans møder med en bjergløve, en bjørn, diverse klapperslanger etc. – et lidt mere nuanceret dyreliv end det vi slås med hjemme i Ry, hvor jeg stadig har tilgode at se een af de nu 12 ulve der skulle være i Danmark.
Vi fandt en god rytme sammen, og vi overhalede den ene efter den anden – og det skulle så vise sig at være metoden af komme hjem på. Desværre smuttede han fra mig på en tissepause, og jeg overså ham senere på natten ved et af mine hurtige depotbesøg (fandt vi ud af bagefter), men vi løb vel sammen i et par timer og det var rigtig hyggeligt.
Resten af natten gik jeg i Spotify mode, og det mindede meget om natten på Bornholm til Hammer Trail. Fuld knald på noget godt og motiverende musik, i ny og næ kunne jeg lidt af teksterne, og det fik de løbere som jeg stille og roligt overhalede så også lidt gavn af. Noget af det der kan holde humøret oppe midt om natten efter 20 timer i skoene, er nogle gange noget så simpelt som at smile, synge og tænke på hvad man skal lave NÅR man kommer i mål – og ikke HVIS. Visualiseringen af ens succes kombineret med lidt karaoke med Lorde, Nephew eller Ulige Numre – og vupti, så er der snart gået 5-8 timer og solen begynder at give himlen farve.
Nattens taktik blev en blanding af en seriøs omgang powerhiking med stave (af nogen vist nok også kendt som stavgang… bortset fra at jeg rent faktisk brugte stavene til at komme frem med og ikke havde dem hængende efter mig, som man jo nogle gange ser ældre damer fornøje sig med ;-)) og løb, og jeg overhalede den ene efter den anden. På de sidste 80 km skulle det vise sig at jeg ikke blev overhalet een eneste gang, men derimod indhentede den ene efter den anden – måske 20-40 løbere på selve ruten, og et utal af løbere der enten sad ved bålene eller var udgået på depoterne.
Min depotstrategi var meget klar – hurtigt ind og få fyldt energi på, måske lidt mad, og så ellers ud igen, og ikke for tæt på “the campfire-trap” som nogle kalder det. Hvert depot havde tændt et stort bål, og der stod dejligt bløde campingstole rundt om disse. Mange frøs om natten, og valgte at sætte sig ved dem, men det vidste jeg var farligt – det var med at komme ud på ruten igen. Ikke alle var lige friske hen på natten – en kvinde gik lidt i zigzag, og jeg spurgte om hun var OK – hun var monstertræt og ville give sin højre arm for noget energi med koffein i – så jeg gav hende en af de 2 Cliffshots jeg havde i min “nødforsyning” og så lignede hun een hvis nat blev reddet 😉
Stave er åbenbart ikke så udbredte her i USA, så flere kiggede misundeligt til stavene når jeg overhalede dem – og jeg vil til enhver tid anbefale dem, hvis man kan finde en teknik med dem, og hvis man, som jeg, ligger og roder et stykke nede i feltet, hvor powerhiking udgør ca 40-60 pct af turen.
Efter først min nedtur og derefter mentale sejr over vablerne halvvejs, havde jeg ikke på noget tidspunkt nogen kriser hen over natten. Siden depotet ved Pink Cliffs hvor jeg var ca 22.30, har der været Tailwind i koffeinversionen i tanken, og det, kombineret med en kop kaffe, et par æg og lidt bacon i depotet ved 24.00 tiden, gav energi i benene som holdte hele natten…og desværre stoppede ret brat ca ved 92-93 miles skiltet.

De sidste 10 miles

5 miles to go...

5 miles to go…

I det sidste depot ved 90 miles, var jeg ellers kommet af med alt mit “nattøj”, og blevet lykønsket med at være den første dansker der gennemfører (for der er vist ingen der dropper ud af et 100 miles løb 10 miles før målet og med ca 9 timer til tidsgrænsen).
Jeg kom hurtigt ud af depotet med en enchilada i den ene hånd, stave og en 1/2 liter halv coca cola/halvt vand i såden anden, og godt med fart på, Jeg øjnede stadig en mulighed for at komme igennem på under 30 timer, men så skulle jeg hilse og sige at klappen gik ned efter et par miles. Jeg blev pludselig lidt svimmel, mega træt og måtte en tur i buskene – og så begyndte benene at sige fra. Det gik underligt nok OK når det gik opad, men nedad og lige ud duede de bare ikke.
Jeg kunne mærke at jeg havde fået flere vabler (og det var jo så mistake nr 2 – løb ikke i helt nye sko til et løb – og da slet ikke de sidste 50 miles af et 100 miles løb ;-)), men bed det i mig for nu ville jeg hjem. Små 8 miles før mål starter den sidste og ondeste opstigning. Små 600 højdemeter op igennem stenlandskabet i +30 graders varme. Selve opstigningen gik fint, men da der var ca 5-6 miles tilbage, var jeg begyndt at kigge for meget på uret – og det er noget skidt. Jeg havde stort set ikke kigget på uret under hele løbet – kun på klokkeslet, og ikke distancer, men pludselig tog jeg mig i at se på uret flere gange indenfor samme mile – og så begynder der at være langt til mål. De sidste 8 miles tog vel ca. 2-2,5 timer – og det var nogle lange timer 😉
2 km til mål - og ikke så meget powerhiking mere...

2 km til mål – og ikke så meget powerhiking mere…

Jeg tror tempoet lå omkring 20-22 min/mile (ca 2 km/t) til sidst, og nu fungerede stavene næsten mere som krykker end som den lille hjælper som de var beregnet til. Min familie var kommet ud til målstregen og var begyndt at gå mig i møde vidste jeg, så jeg beregnede nu den resterende distance som distancen til dem og ikke til det “rigtige” mål. Efter at have set dem flere gange (troede jeg… det viste sig så gang på gang af det var en træstub eller nogle store sten….) kom jeg endelig ud af skoven igen (fra den singletrack som havde været så fantastisk at løbe på ca 30 timer forinden), og efter en lille km på den stadig asfaltede, men nu sindsygt varme, grusvej, kunne jeg endelig se dem og vi kunne følges ad til mål.
Sønnike kan nemt løbe fra mig efter 160 km...

Sønnike kan nemt løbe fra mig efter 160 km…

Det lykkedes mig at overhale den sidste løber ca 500 meter før mål – han gik også en underlig form for gang sammen med sin familie, men han var ikke stemt for nogen slutspurt. Så jeg cruisede forbi ham i bedste rollatorstil og kom endelig i mål efter 31 timer og 15 minutter.

Endelig i mål

Endelig i mål – efter 31 timer og 15 minutter

 

Min placering havde jeg slet ikke haft i tankerne – formålet var at gennemføre, men det skulle vise sig at der stadig var rigtig mange ude på ruten. Jeg havde egentlig set hvor mange der sad i depoterne alt for tæt på bålene og varmede sig, (og det er som sagt en meget farlig strategi…) men jeg havde ikke regnet med at der lå ca 100 løbere bag mig – som enten var udgået i løbet af natten, eller kom ind efterfølgende.
Så da jeg senere på eftemiddagen sneg mig til at se den officielle resultattliste, kunne jeg overraskende se at jeg var havnet i top 50 totalt og Top 40 i herreklassen.
Nu med et bæltespænde - og nej - jeg sover ikke, men det var det den bedste position i forhold til solen ;-)

Nu med et bæltespænde – og nej – jeg sover ikke, men det var det den bedste position i forhold til solen 😉

Efterspil

Efter målgang, kunne man komme med en shuttlebus tilbage til Bryce Canyon City, hvor mange andre deltagere var samlet. Her kunne man mæske sig med en pizza, og ellers nyde de ca 27-28 grader der var inde i byen.
Jeg fik endelig mine sko af, og kunne tælle omkring 8-9 vabler – forholdsvis symmetrisk placeret på begge fødder. Det gjorde sindsygt ond i fødderne, og mine fødder var hævet lidt. Benene var naturligvis trætte, men jeg havde “kun” en overbelasting i det venstre skinneben/lægmuskel, og ellers havde knæ, hofter, muskler etc. det efter forholdene godt. Efter en times tid på græsset fik jeg mig slæbt i bad og hen i swimmingpoolen hvor jeg kunne slappe lidt af, og med ca. 600 mg Ibuprofen i blodet, kunne jeg også gå – ikke noget kønt syn, men det var nogenlunde forsvarligt. Jeg fortsatte med at tage Ibuprofen de efterfølgende dage, og kombineret med 2 døgn med et par 2XU Recovery Compression Leg Sleeves (hvilket når de er sat sammen med et par korte bukser og en ret gakket gangart ser ret tosset ud iøvrigt…) gjorde at jeg faktisk kunne køre autocamperen dagen efter, og efter 3 dage være frisk nok til en lille gåtur i Mesa Verde nationalparken.
Efter 4 dage fik jeg mulighed for en omgang massage og det gjorde underværker for specielt min venstre lægmuskel. Jeg var på en lille 6 km løbetur allerede efter en uges tid, og ca 2 uger efter løb jeg 24 km i Yosemite parken med efterfølgende 10 km hike med den yngste i rygsækken – ialt 650 højdemeter. Benene har ikke så meget i sig efter de første 15 km – og da slet ikke i 2900 meters højde – men efter omstændighederne, synes jeg at jeg er sluppet billigt.
Jeg fik læst mig lidt til hvordan jeg skulle tackle vablerne i “Fixing your feet”-bogen (vabel-bibelen), og da jeg fik dem punkteret rigtigt, gik det hurtigt med at få nogenlunde normale fødder. Her ca. 3 uger efter løbet er det næsten ikke til at se hvad jeg har udsat fødderne for, så det bliver spændende at se hvordan benene og kroppen reagerer når jeg kommer hjem til Danmark og ned i de almindelige luftlag med masser af ilt 😉

Hvad så nu?

Thja… nu står den på nogle rolige ture derhjemme – herunder et par rutevisninger til Montane Lakeland 50, og så skal jeg ellers finde ud af hvad jeg vil og kan bruge mit første 100 mile løb til. Jeg er ikke bange for at stille op een gang til, men det skal være til et ligeså spektakulært løb som Bryce. Ellers vil et 50 miles løb være meget mere overkommeligt, men det skal stadig være i noget meget flot natur eller med et andet perspektiv end bare at løbe for distancens skyld.
Det kunne også være et etapeløb a la Beyond The Ultimate løbene, men det er en halvpebret omgang når rejse, løbstilmelding etc. regnes sammen. Der dukker heldigvis flere og flere spændende løb op, så tiden må vise hvad der bliver den næste målsætning – men det bliver ikke en fordobling af distancen igen til næste år 😉

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *